Vendelbohus har ansøgt Hjørring Kommune om forpagtningen af Teatercaféen på Vendsyssel Teater. Ambitionen er ikke blot at drive endnu en café, men at styrke samarbejdet mellem kommunens to største kulturinstitutioner til gavn for publikum, kulturlivet og hele Hjørring Kommune.
I forbindelse med ansøgningen har Vendelbohus allerede taget væsentlige skridt for at sikre en professionel drift. Der er ansat en ny køkkenchef, Mathias Buus, som fremover skal stå i spidsen for køkkenet på Vendelbohus og samtidig være ansvarlig for den gastronomiske udvikling i Teatercaféen. Derudover er der ansat nye tjenere og servicepersonale, som skal sikre et højt niveau af værtskab og service på begge lokationer.
Mere end en café
For Vendelbohus handler ansøgningen om langt mere end drift af en café.
Det handler om at skabe et endnu tættere samarbejde mellem Vendsyssel Teater og Vendelbohus – to kulturhuse, som allerede i dag arbejder tæt sammen om arrangementer, sparring og praktiske løsninger.
“Vi har gennem mange år haft et stærkt og konstruktivt samarbejde med Vendsyssel Teater. Vi hjælper hinanden, når der er behov, og vi deler den samme ambition om at skabe stærke kulturoplevelser for borgerne. Hvis vi får mulighed for også at drive Teatercaféen, vil det naturligvis bringe samarbejdet endnu tættere sammen og skabe nye muligheder til glæde for publikum og kulturlivet,” siger direktør Jimmy Møller fra Vendelbohus.

Frivillighed er en styrke – ikke et problem
I den offentlige debat er der blevet rejst spørgsmål om Vendelbohus’ brug af frivillige ved større arrangementer som koncerter, foredrag og kulturevents.
Her ønsker Vendelbohus at nuancere billedet.
Frivillige er en integreret del af dansk kultur- og foreningsliv. Festivaler, sportsbegivenheder, kulturhuse og mange private arrangører anvender frivillige som en vigtig del af deres aktiviteter.
Samtidig understreger Vendelbohus, at den daglige drift varetages af lønnet personale og fagfolk.
“Det er vigtigt at slå fast, at vores café- og restaurationsdrift udføres af ansatte medarbejdere. De frivillige er med til at skabe de særlige oplevelser omkring større kulturarrangementer – præcis som man ser det mange andre steder i Danmark. Frivillighed er ikke konkurrenceforvridende; det er en styrke, som skaber fællesskab, ejerskab og engagement omkring kulturen,” uddyber direktøren.
En selvejende institution med ét formål
Vendelbohus er en selvejende institution og adskiller sig grundlæggende fra traditionelle kommercielle virksomheder.
Institutionen er sat i verden for at bevare, udvikle og sikre fremtiden for et af Vendsyssels vigtigste kulturhistoriske samlingssteder.
Eventuelle overskud går ubeskåret tilbage til huset, aktiviteterne og udviklingen af kulturen.
Der udbetales ikke udbytte, overskudsdeling eller profit til ejere, bestyrelse eller andre interessenter.
“Når vi skaber overskud, investerer vi det direkte tilbage i kultur, faciliteter og oplevelser. Vores formål er ikke at skabe profit, men at skabe værdi for lokalsamfundet og sikre, at Vendelbohus fortsat kan være et kulturelt fyrtårn for kommende generationer,” tilføjer Jimmy Møller
En investering i kommunens kulturliv
Vendelbohus ser ansøgningen som en mulighed for at skabe synergi mellem to af kommunens vigtigste kulturinstitutioner.
Med fælles personale, fælles kompetencer og et endnu tættere samarbejde vurderer Vendelbohus, at der kan skabes bedre gæsteoplevelser, mere effektiv drift og et stærkere kulturelt fællesskab på tværs af husene.
“Vi tror på samarbejde frem for silotænkning. Når kulturinstitutioner løfter i flok, kommer det både publikum, kunstnere, foreninger og kommunen til gode. Derfor håber vi, at politikerne vil se på den samlede værdi, vi kan skabe sammen,” slutter direktøren på Vendelbohus

Ansøgningen om forpagtningen får en positiv modtagelse på Vendsyssel Teater:
“Vendsyssel Teater ser Vendelbohus’ drift af Teatercaféen som en unik mulighed for at udvide det konstruktive samarbejde mellem to kulturinstitutioner i Hjørring. Begge institutioner er vant til at byde deres gæster indenfor til en udvidet oplevelse med kunst og gastronomi og kender til en kulturinstitutions behov for fleksibilitet inden for restauration. Dette fælles afsæt kan skabe en synergi til gavn for vores gæster og huset, siger teaterdirektør Rolf Heim.
Ansøgningen om driften af Teatercaféen skal behandles politisk i Hjørring Kommune i den kommende tid.



Fremragende ide’. Lad den endelig nyde fremme. Hvorfor skal byrådet blandes ind – begge bestyrelser har vel det fulde ansvar for deres institutioner.