Fodboldklubben Vendsyssel FF, som fredag klokken 19 spiller på Nord Energi Arena mod Fredericia, har forstærket truppen med den 20-årige angriber Zean Peetz Dalügge.
Han kommer til vendelboerne i landets næstbedste række, NordicBet Ligaen, fra Superligaklubben Lyngby på en aftale gældende indtil sommeren 2026.
Sportschef Søren Henriksen:
– Zean er en rigtig spændende angriber med et kæmpe potentiale, som vi har fulgt længe. Han har rigtig god fysik, god fart og så ved han, hvordan man laver mål.
– Han havde lidt svært ved at spille sig på i Lyngby, som har gjort det godt i Superligaen, men vi tror på at vi kan hjælpe ham med at udfolde det store potentiale, som han besidder og at han samtidig kan hjælpe os med godt spil og en masse mål. Zean passer virkelig godt ind i Vendsyssel FF og vores spillestil og jeg er sikker på, at han bliver en gevinst fra dag 1.
Zean Dalügge:
– Jeg er meget glad for mit skifte til Vendsyssel, som er et hold med en spillestil, der passer rigtig godt til mig. Jeg håber og tror på at jeg kan tage det næste skridt i min karriere her, hvor jeg vil bidrage med hårdt arbejde og forhåbentlig en masse mål, så vi kan ende højt i tabellen.”
Zean Peetz Dalügge har tidligere også spillet i Esbjerg FB, Leiknir (Island) og HB Køge.


