Af Palle W. Nielsen
skribent NordsøPosten
Vendsyssel FF skal fredag aften meget gerne fortsætte en flot indledning på den nye fodboldsæson, når Skive IK gæster Nord Energi Arena med kampstart klokken 19.
Det er tredje runde i landets tredjebedste fodboldrække – i år kaldet CampoBet 2. division – hvor vendelboerne har høstet tre point og senest med 1-0 hjemme over HIK. I pokalturneringen var AaB en smule heldige med at vinde 2-1 i Hjørring.
Vendsyssel FF er fortsat uden holdets dynamo og målmager Lasse Steffensen, som begik en voldelig svinestreg med en skalle på en modstander i kampen mod AaB foran flere end 3000 tilskuere.
Han fik meget billigt tre spilledages karantæne af DBU i øvrigt uden, at Vendsyssel FF har taget afstand fra det voldelige overfald. Klubben kalder det en episode og fremhæver spilleren som en god fyr med ordentlige menneskelige værdier.
– Vi er naturligvis ærgerlige over, at Lasse ikke er til rådighed, men vi accepterer selvfølgelig beslutningen og ser fremad.
Sådan er klubbens beherskede reaktion, hvor det ville have været på sin plads, at den professionelle fodboldklub klart tog afstand fra vold på fodboldbanen. Spillerne er for mange, ikke mindst for børn og unge, rollemodeller og bør leve op til sådan en rolle.
Vold må aldrig, heller ikke på en sportsarena, bare sådan stille og roligt accepteres. Vi bør alle tage afstand fra vold. Det bliver ikke bedre af, at Lasse Steffensens kommentar efter kampen var, at der ikke var noget at komme efter! Det var der så, da tv-billederne afslørede episoden.
Lasse Steffensen vil igen være til rådighed for Vendsyssel FF den 29. august, når holdet tager imod AB på hjemmebane.
Denne sommer-fredag i Hjørring åbnes portene og salgsboderne til Nord Energi Arena en time før kampstart, som er klokken 19. Der er som altid brug for støtte fra lægterne, når Vendsyssels fodboldstolthed forsøger at sparke tre point i kassen.
– Kom og støt drengene, når vi jagter tre vigtige point på hjemmebane, skriver Vendsyssel FF.


