Nordjyske Bank sikrer gratis entré til Nord Energi Arena i Hjørring, når det fredag klokken 19 står på nordjysk lokalopgør i sidste hjemmekamp i fodboldens næstbedste række.
Vendsyssel FF tage på eget græs imod Hobro, der er sikret en ny sæson i NordicBet Ligaen, som vendelboerne er meget, meget tæt på at rykke ud af.
Der skal nærmest et mirakel til, hvis Vendsyssel FF, som i første del af sæsonen var tæt på at være i spil til oprykning til Superligaen, skal undgå at ryge en tur ned i landets tredje bedste fodboldrække 2. division.
Vendelboerne er næst sidst og har fire point op til en plads i sikkerhed over nedrykningsstregen til HB Køge, som i lørdags vandt 1-0 i Hjørring.
Hvis HB Køge taber begge holdets sidste kampe, og Vendsyssel FF vinder én og spiller én uafgjort, sikres pladsen i NordicBet Ligaen på grund af et bedre målregnskab end HB Køge.
Den gør den også, hvis Vendsyssel FF vinder begge kampe, og HB Køge spiller én af de to sidste kampe uafgjort.
Vendsyssel FF mangler efter kampen mod Hobro i aften kun kampen på torsdag i Hillerød.
HB Køge spiller i aften på hjemmebane mod B93 og skal torsdag til Hobro, hvor det hele kan være afgjort.
I toppen er OB og FC Fredericia allerede sikre på oprykning til Superligaen.
Vendsyssel FF vil gerne have rigtig mange på lægterne til kampen og giver fri bar fra klokken 18-19.
– Jeres støtte kan mærkes – og den gør en forskel på banen, skriver klubben.
Der er kampstart klokken 19, og baren er åben fra klokken 18 på Nord Energi Arena. Dagens kampsponsor er Gendan Forsikring.
– Vi ses på Nord Energi Arena i aften!


