Vendsyssel Teater går på sommerferie efter en begivenhedsrig sæson 2025/26, der har budt på kunstneriske succeser, stor publikumsopbakning og en markant økonomisk milepæl. Når teatret slår dørene op igen i august, bliver det til en ny sæson med både egenproduktioner, internationale samarbejder og et bredt kulturprogram.
Sæsonen blev indledt med den nyskabende hybridforestilling En plads i manegen, som blev skabt i samarbejde med det lokale filmselskab Dune Productions. Forestillingen kombinerede teater, film og cirkus med cirkuslegenden Katja Schumann i centrum og blev opført foran et stort roterende filmlærred i Store Sal. Produktionen blev udsolgt, modtog flotte anmeldelser og opnåede en Reumert-nominering som Årets særforestilling.

I december samlede familieforestillingen Gabriels Vinger publikum omkring et ni meter højt fyrtårn i et skævt havneunivers, hvor akrobatik, livemusik og fortællingen om håb og julens små mirakler skabte en stemningsfuld oplevelse for både børn og voksne.

Forårets egenproduktion Gården satte fokus på aktuelle dilemmaer i dansk landbrug. Forestillingen, skrevet af dramatiker Julie Maj Jakobsen, skildrede forskellige generationers syn på landbrug og udviklingen i erhvervet. Teksten blev belønnet med en Reumert-nominering, og forestillingen blev godt modtaget af både publikum og anmeldere.

Ud over egne produktioner har sæsonen budt på et bredt program af gæstespil, børneteater og kulturoplevelser i NR. 4, hvor koncerter, foredrag og andre arrangementer har suppleret teatrets faste repertoire.
Teaterdirektør Rolf Heim glæder sig over den opbakning, teatret har oplevet.
– Det har været en spændende og givende sæson, som vi glædes over, bliver kvitteret så fornemt af publikum, siger han.
Samtidig kan teatret se tilbage på en væsentlig økonomisk udvikling. I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2025 kunne Vendsyssel Teater meddele, at den tidligere negative egenkapital nu er vendt til en positiv egenkapital efter flere års målrettet arbejde.
– Det er en kæmpe milepæl, der er nået, og det kan vi være stolte af, for det har krævet mange svære tiltag og hårde beslutninger i teaterdriften. Og den strategi, vi har lagt, tager vi med videre, siger Rolf Heim.

Billetsalget til sæson 2026/27 er allerede godt i gang, og ifølge teatret er det nye sæsonkatalog blevet modtaget positivt. Publikum kan blandt andet se frem til nye egenproduktioner, co-produktioner med nationale og internationale samarbejdspartnere, gæstespil, børneforestillinger samt et fortsat bredt program i NR. 4.

Når sommerferien er slut, begynder prøverne på teaterkoncerten Men her går det godt og den internationale nycirkusforestilling Something. Samtidig bliver huset igen fyldt med liv, når årets TeaterCamp samler børn og unge til kreative aktiviteter, inden den nye sæson for alvor går i gang på Vendsyssel Teater.



Spilles Hjørring Revyen ikke på Vendsyssel Teater?