Der kommer rigtig mange hver torsdag klokken 10 -11 til morgensang på Vendsyssel Teater, som sammen med FOF Vendsyssel inviterer alle til Sund med morgensang.
Morgensang er for alle og gerne for flere – og det er sundt – som arrangørerne fortæller. Fordelt over 12 gange har du mulighed for at synge med fra de traditionelle højskolesange sammen med Andreas Rosenkilde Svaneborg, der akkompagnerer på klaver og arrangerer sangene.
Alle kan være med, og svaret på spørgsmålet er; Nej, man skal ikke kunne synge! Man skal bare have lyst til at synge.
Sund morgensang er for alle, som gerne vil synge sammen. Det er hele idéen i den danske højskolesangstradition, som er omdrejningspunktet hver torsdag. Morgensang er for alle, og der lægges vægt på, at fællessang ikke alene er hyggeligt. Det er også sundt!
Som en del af konceptet bliver der inviteret forskellige formidlere ind med det formål at holde et oplæg og booste sundheden. Det er gratis at deltage, og der kan Hos Uffe Teatercaféen købes dejlig kaffe og morgenbrød for 50 kroner.
Projektet er støttet med midler fra Kulturaftale Nordjylland, der sammen med parterne sikrer de gode rammer og det gode indhold.
Der har allerede efter sommerferien været morgensang tre gange, og der er stadig ni gange tilbage i denne omgang. Det er bare at dukke op til Sund med morgensang på følgende dage:
7. september
14. september
21. september
28. september
7. oktober
12. oktober
26. oktober
2. november
9. november


