Onsdag den 4. marts inviterer Vendsyssel Teater til en særlig kulturpakke, hvor publikum kan kombinere teater med gastronomi og indsigt i landbrugets historie.
Arrangementet tager udgangspunkt i forestillingen Gården og giver gæsterne mulighed for at opleve en hel dag, hvor korn, mad og teater smelter sammen.
Eftermiddagen indledes klokken 16 i Kornets Hus, hvor deltagerne får en rundvisning og et foredrag om landbrugets udvikling og arbejdet med at genintroducere gamle danske kornsorter dyrket økologisk og biodynamisk. Herefter serverer Kornets Hus café en middag inspireret af forskellige kornsorter.
Aftenen afsluttes på Vendsyssel Teater, hvor forestillingen Gården går på scenen klokken 19.30. Teaterstykket sætter fokus på livet på landet og handler om vores landbrugssyn samt vores blik på naturen. Hvad ser vi, når vi kigger ud over landskabet, og hvad fortæller det om os? Oplev en tankevækkende, rørende og fængende forestilling med stærke karakterer og højaktuelle dilemmaer.
Billetter til hele pakken med foredrag, middag og teater kan købes via hjemmesiden hos Vendsyssel Teater.
Teaterfolkene lover en sanselig og lærerig oplevelse for alle med interesse for kultur, mad og landbrug.


