Venstre i Hjørring Kommune afholdt lørdag den årlige nytårskur hos Erik Lytzen A/S på Frederikshavnsvej i Hjørring med godt 50 deltagere. Efter et let traktement bød adm. direktør Anders Nielsen velkommen og fortalte om virksomhedens historie og store udvikling.

Virksomheden ejes i dag af Anders Nielsen og Martin Søndergaard, men blev startet tilbage i 1970 i Hjørring af Erik Lytzen med 5 medarbejdere. I dag beskæftiger man 230 dedikerede medarbejdere – heraf hele 61 lærlinge i 8 afdelinger fra Skagen til Århus. I starten af 2025 etablerede virksomheden også en afdeling i Nuuk, Grønland. En af virksomhedens unge lærlinge – 19-årige Ida – skal i øvrigt deltage i DM i Skills, der afvikles i Hjørring i dagene 22- 25 april med deltagelse af forventeligt 50.000 gæster.

Venstres folketingskandidat i Hjørring-kredsen Anne Honoré Østergaard berettede om stærke valg i Nordjylland til Venstre i både byråd og Regionsrådet. Samtidigt glædede hun sig over, at Venstre på landsplan var blevet det største borgmesterparti med hele 42 borgmestre. Anne har fået fremstillet valgplakater og er helt klar til det kommende folketingsvalg i 2026 – afventer blot at statsministeren trykker på knappen!

Optimismen og troen på, at hun kan generobre en plads på Christiansborg er stor. Sundhedsområdet står Annes hjerte meget nært, og hun vil på Christiansborg gøre en indsats for, at et i forvejen godt dansk sundhedsvæsen kan nå nye højder. Herudover ligger Annes fokus på unge mennesker, hvor mange desværre udviser en skrøbelighed, der kalder på hjælp. Også landbruget, der er under stort pres disse år med bl.a. Trepart og dyrevelfærd, har Annes opmærksomhed.

Borgmester Søren Smalbro afsluttede årets nytårskur med sit indlæg, hvor han glædede sig over, at Venstre i Hjørring Kommune havde bevaret borgmesterposten efter kommunalvalget i november. Hjørring er en stærk kommune med en god infrastruktur – motorvej og gode togforbindelser samt et godt næringsliv. Hertil kommer, at kommunens økonomi er under fuld kontrol og de opstillede budgetter følges. Hjørring Kommune er også et epicenter for turisme og erhverv og begunstiget med en enestående natur.
Borgmesteren noterede sig endvidere det aktive liv, der findes i kommunen med en stor kreds af frivillige til at afvikle mange events i løbet af året. Erhvervslivet trives i kommunen, og der ses flere virksomhedsudvidelser i disse år med tilgang af mange nye arbejdspladser. Kommunens helt store udfordring ligger i den demografiske udvikling med en stigende gennemsnitsalder. Der fødes ca. 500 børn hvert år i Hjørring mens der registreres ca. 750 årlige dødsfald. Tilgang af arbejdskraft fra udlandet, bl.a. Tyskland kan være med til at afhjælpe manglen på arbejdskraft.

Efter nytårskuren viste dir. Anders Nielsen deltagerne rundt på den spændende virksomhed, der laver alle former for installationer indenfor el, industri, ventilation, køl, VVS, blik CTS og elektro.
Foto: Betina D. Jensen.


