Mens filmen Bamse endnu spiller hos MovieHouse i Hjørring vil det lokale band Version 1.0, som har haft kanon succes med deres hyldestkoncerter med spot på Kim Larsens musik, indenfor den nærmeste fremtid gå i gang med det svære arbejde at udvælge hvilke sange, som skal med i deres fremtidige hymne til Flemming Bamse Jørgensen.

Filmen Bamse er i forvejen en fornem hyldest til den folkekære danske musiker, der har givet os klassikere som Vimmersvej, Hvorfor går Louise til bal samt I en lille båd der gynger. Bag det varme smil og smækbukserne gemmer der sig en stærk og rørende fortælling om en mands livslange stræben efter anerkendelse og kærlighed. Flemming Bamse Jørgensen bliver som den eneste af 12 søskende bortadopteret.

Flemmings adoptivfar ønsker, at Flemming skal overtage familiens fabrik, men til faderens skuffelse vælger Flemming musikken og bliver frontmand i Bamses Venner. En splittet baggrund, der sætter sig dybe spor i Flemmings liv. Bamse er et varmt og menneskeligt drama, der med Bamses største hits som lydtæppe fortæller hans livshistorie.
Filmen kan bestemt varmt anbefales, hvilket man vil vide, hvis man allerede har set den, men hører man til sidstnævnte, kan man så allerede nu med garanti roligt begynde at glæde sig til, hvad der kommer fra de garvede musikere i Version 1.0. Det kan kun blive godt!

