Formanden for Bindslev Ny Musikfestival, købmand Karlo Thomsen, glæder sig over, at billetsalget i år er bedre end på samme tidspunkt i 2023.
– Vi har gjort rigtig meget for at gøre det endnu mere attraktivt at komme til Bindslev Ny Musikfestival fra onsdag den 31. juli til lørdag aften den 3. august, hvor der fra klokken 17.30 er halfest med et af tidens absolut bedste orkestre Version 1.0, fortæller formanden.
Billetpriserne har i år fået et pænt nøk nedad nok i erkendelse af, at priserne måske holdt nogen væk fra den store oplevelse i 2023.
Det hele begynder onsdag den 31. juli klokken 17.30 med harmonikadag – og aften i hallen med stegt flæsk til 165 kroner per person og 100 kroner uden spisning.
Torsdag er der også harmonika-dag og aften i hallen med musik af The Irish Waterfalls samt Sveriges CultBand. Denne aften kan der købes tre styk smørrebrød til 160 kroner, og uden spisning koster det 100 kroner.
Fredag den 2. august byder Bindslev Ny Musikfestival på country aften med populære Hallur Joensen fra Færøerne samt nye spændende kunstnere som BIG B fra Norge og Twang Factor. Menuen denne aften består af to slags køb og to slags salater for 295 kroner og 195 kroner uden spisning.
Lørdag den 3. august åbner Festival Markedet klokken 10 med masser af boder og hoppeborg for de yngste. Der er gratis kaffe og rundstykker og masser af god musikunderholdning.
Lørdag aften er der fra klokken 17.30 halfest med et af tidens absolut bedste orkestre Version 1.0. Før musikken serveres helstegt pattegris med hele svineriet for 295 kroner og 195 kroner uden spisning.
Søndag den 4. august siges farvel og på gensyn med gratis kaffe og rundstykker.
Kunne du tænke dig at spille på Bindslev ny musikfestival, er det også en mulighed på åben scene i teltet placeret på campingpladsen over for hallen. Her kan alle spille, når der er ledigt.
Du kan også deltage som frivillig og opleve festivalen sammen med et hold af ildsjæle.
Bindslev Musikfestival tilbyder også cirka 100 campingvognspladser, hvor du kan opsætte egen campingvogn, autocamper eller telt.
Du kan finde mange flere oplysninger og købe billetter hos Bindslev Ny Musikfestival.