Efter mere end 15 år med base ved Vestkysten udvider VestEvent nu sine aktiviteter og etablerer sig i København. Målet er at komme tættere på virksomheder i Østdanmark og tilbyde outdoor-baserede teambuilding- og oplevelseskoncepter, hvor naturen bruges som ramme for samarbejde, trivsel og fællesskab.
VestEvent har gennem årene opbygget en forretning med fokus på at udvikle stærkere teams gennem oplevelser uden for de traditionelle mødelokaler. Med afsæt i naturen har virksomheden arbejdet med både små og store organisationer, og den erfaring ønsker man nu at gøre mere tilgængelig for virksomheder øst for Storebælt.
Ifølge VestEvent er udvidelsen en reaktion på en tydelig udvikling i erhvervslivet, hvor trivsel og relationer fylder stadig mere. Naturen spiller her en central rolle, fortæller Martin Svendsen fra VestEvent.
– Vi oplever en klar bevægelse i virksomhederne, hvor trivsel, relationer og fællesskab fylder mere end nogensinde før. Her kan naturen noget helt særligt; den skaber ro, nærvær og ærlige relationer, siger han.
Virksomheden designer og afvikler skræddersyede teambuildingforløb, workshops og outdoor-events for grupper fra 25 og helt op til 600 deltagere. Aktiviteterne varierer fra energifyldte og konkurrenceprægede teamudfordringer til mere refleksive forløb, hvor kommunikation, samarbejde og fælles forståelse er i centrum.
Med etableringen i København er ambitionen dog mere end blot geografisk vækst. VestEvent ønsker ifølge Martin Svendsen også at sætte en tydeligere dagsorden for, hvordan virksomheder arbejder med deres medarbejdere.
– Vi tager folk lidt ud af deres komfortzone, men altid med et formål. Når man står sammen i naturen og løser opgaver, opstår der noget, som man ikke kan skabe i et mødelokale. Det er den følelse, vi ønsker at bringe med os til hele Danmark, fortæller han.
Den nye københavnske base betyder, at VestEvent fremover kan samarbejde tættere med virksomheder, hoteller og organisationer i Østdanmark. Målet er at skabe oplevelser, der ikke blot giver energi på dagen, men også sætter spor i samarbejdet og kulturen længe efter.
Med udvidelsen håber VestEvent at kunne bidrage til øget trivsel og stærkere fællesskaber i danske virksomheder – nu også på den anden side af Storebælt.


