Vendsyssel Historiske Museum (VHM) har indgået et nyt og strategisk billetsamarbejde med Skallerup Seaside Resort, der skal være med til at tiltrække endnu flere gæster til museets mange afdelinger i Vendsyssel.
Samarbejdet betyder, at gæster hos Skallerup Seaside Resort allerede inden ankomst til deres ferie kan købe billetter til VHM til en fordelagtig pris. På den måde bliver det nemmere for feriegæster at planlægge et besøg og inkludere kultur og historie som en del af deres ophold.
“Vi er meget glade for samarbejdet med Skallerup Seaside Resort. Det er et vigtigt strategisk partnerskab, som giver os mulighed for at nå nye målgrupper og byde endnu flere gæster velkommen på vores afdelinger. Samtidig er vi stolte af at kunne tilbyde Skallerups gæster museumsoplevelser til en god pris,” siger Jacob Høyer Filt Juhl, kommerciel chef hos Vendsyssel Historiske Museum.

Fra Skallerup Seaside Resort ser man også positivt på samarbejdet, der giver gæsterne adgang til oplevelser uden for resortet:
“Vi er glade for at kunne indgå endnu et samarbejde med en lokal aktør til gavn for vores gæster, udtaler Sara Trier Gaarde, Salgs- og marketingchef hos Skallerup Seaside Resort.
Billetsamarbejdet er en del af VHMs ambition om at styrke samarbejdet med turismeaktører i området og skabe flere anledninger for både danske og internationale gæster til at opleve Vendsyssels rige kulturarv.


