Genbrugssalget eksploderer i sommermånederne, og det mærker Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker tydeligt over hele landet.

Det gælder også i butikkerne i Hjørring med møbler og lignende på adressen Hestkærvej 4 og genbrugsbutik generelt på adressen Østergade 38.

Det er nemlig ikke kun is og kolde drikkevarer, der hitter, når turisterne indtager sommerlandet. Også brugt tøj, gamle møbler og finurlige nipsgenstande er i høj kurs i sommerferien.
Hos Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker mærkes det tydeligt, at det gode vejr giver ekstra varme kasseapparater. Især i juli tager salget et markant hop opad med i gennemsnit 25 procent i forhold til resten af året.
Det store sommersalg i genbrugsbutikkerne skriver sig ind i en generel tendens: Flere og flere danskere er i de senere år begyndt at genbruge. Ifølge Genbrugsindekset 2024 har flere end 80 procent af danskerne købt eller solgt en genbrugsvare i 2024.
Det er især de unge mellem 16-30 år, der rider forrest på den klimavenlige shoppingbølge. Men genbrug en faktisk blevet en fast del af de fleste danskeres hverdag.
Det oplever de også i Folkekirkens Nødhjælp, hvor alle aldersgrupper er repræsenteret blandt kunderne ude i butikkerne.
– Vi kan tydeligt mærke, at genbrugssalget er steget i de senere år. Det handler nok om, at folk godt kan lide kombinationen af at gøre noget godt for klimaet og deres egen pengepung. Og så er mange blevet opmærksomme på, hvor meget værdi og historie, der ligger i brugte varer, siger Karina Skovhauge, der er leder af genbrug hos Folkekirkens Nødhjælp.
Folkekirkens Nødhjælp åbnede sin første genbrugsbutik i 1972. I dag driver organisationen over 100 butikker på landsplan. Butikkerne drives af frivillige, og overskuddet går til organisationens arbejde med nødhjælp i verdens brændpunkter.
FAKTA
Folkekirkens Nødhjælp har 111 genbrugsbutikker fordelt i landets regioner.
Salget stiger i gennemsnit med 25 procent for alle 111 genbrugsbutikker i juli måned, når man sammenligner med resten af året.
Fra uge 28 får du et værdibevis på 100 kr. til genbrugsbutikkerne, hvis du donerer mindst 50 kr. til Folkekirkens Nødhjælp via www.noedhjaelp.dk.
Find din nærmeste genbrugsbutik hos Folkekirkens Nødhjælp.
5 tips, når du shopper genbrugstøj
Prøv tøjet på: Kig ikke for meget på størrelserne – de kan være forskellige fra mærke til mærke.
Gå efter noget bestemt: Kig i dit skab først, og gå efter noget konkret, du mangler, fx. en lilla bluse.
Kig i hele butikken: Masser af herretøj kan sagtens bruges til kvinder – og omvendt.
Led efter trends: Polotrøjer, grøn og pufærmer. Modetrends kommer igen og igen, og du kan sagtens finde dem i genbrug.
Ha’ det sjovt: Vær tålmodig. Du finder ikke guld hver gang – men pludselig er det der.