I weekenden blev den årlige dansefest for de voksne afholdt i Uggerby. Og den blev præcis som de forrige 7 år en vild succes.
– Ikke færre end 200 danseglade gæster var traditionen tro stoppet ind i det gamle forsamlingshus i Uggerby, hvor flertallet de sidste par år har valgt at iklæde sig diverse 80’er og 90’er udklædninger, med selvlysende joggingsæt og party-parykker, hvor der som altid i Uggerby var garanti for go’ gammeldags nordjysk dansefest, fortæller DJ Flemming Hammer.
Voksenfesten i Uggerby har efterhånden fået kultstatus i det nordjyske og kan med berettigelse kalde sig landsdelens både største og nu ældste 80’er og 90’er fest. Det skarpe hold bag Voksenfest i Uggerby slog igen rekord ved antal gæster og kunne atter i år præsentere at sælge alle deres billetter på blot 3 timer.
Jyllands største “disko-kugle” var nok en gang lejet til formålet af landsdelens førende lys-udlejningsfirma Bambi Lys i Hirtshals, og i år var holdet gået all-in og havde lejet hele 16 UV-kanoner til stor glæde for de mange udklædte gæster.
DJ Hammer stod således for 8. gang bag det musikalske komfur og sørgede for fest og ballade. Med alle de klassiske 70’er og 80’er hits holdt han det tæt pakkede dansegulv kogende i 6 varme timer.
Bestyrelsen bag Borgernes Hus offentliggjorde samtidig datoen for næste års Voksenfest i Uggerby, der afholdes lørdag den 8. marts 2025.
Foto: DJ Hammer.