Hvis ikke man i forvejen kender den unge Victor Vendelbo, som i dag er speditør i Randers, så kender mange lokale i hvert fald hans forældre, som er Heidi og Kenneth Vendelbo.
I denne ombæring er det dog især netop den unge Victor Vendelbo, der kommer i fokus sammen med sin far Kenneth Vendelbo samt sine to kollegaer Daniel Markmøller og Christoffer Søndergaard.
Det visionære firkløver af investorer har nemlig i fællesskab og som ligeværdige partnere købt ejendommen, der tidligere har huset Rays Vod- og Trawlbinderi og senest det kreative københavnske initiativ Bibiana.
Netavisen har allerede indirekte fået nævnt det visionære projekt, da vi fortalte om Heidi Vendelbo og Rasmus Zielkes nye Strand Kiosken, men den er faktisk kun et lille hjørne af det langt større projekt på Vestkajen.
Den største af hallerne i bygningen er allerede lejet ud til en fisker, mens de resterende kvadratmeter nu er under ombygning og renovering, idet investorerne nok har en plan, men den justeres og optimeres løbende.
Der bliver under alle omstændigheder både plads til to butikker og kontorer, men der tumles tillige med tanker om at bruge en af de større sale til eksempelvis intime koncerter og foredrag samt udlejning til andre arrangementer.
Det store gavlmaleri, som Bibiana fik lavet, da de flyttede ind, vil til dels blive forsøgt bibeholdt, idet hovedet af havfruen vil blive inddraget i et nyt kunstværk, hvis realisering er lagt i hænderne på blandt andre billedkunstner Laila Pallisgaard og keramiker Joan Grønfeldt Kristensen.
Projektet og planerne er derfor også voldsomt opmuntrende for de mange lokale, der igennem de senere år har ønsket noget iværksætteri og nytænkning på Vesthavnen.
Med det tidligere omtalte Hirtshals Brewhouse lige ovre på den anden side af vejen ved Nordvestkajen er der nu virkelig gang i visionære projekter på kajkanten tæt ved Husmoderstranden.