Stemningen var mildest talt god, da borgere, foreningsfolk, samarbejdspartnere, sportsfolk og erhvervsfolk mødte op for at markere åbningen af de nye rammer, som fremover skal danne base for aktiviteter inden for svømning, wellness, fitness, holdtræning og meget mere ved Idrætscenter Vendsyssel (ICV).

Mange af gæsterne overværede de officielle taler, der satte ord på projektets betydning for lokalsamfundet. Blandt talerne var borgmester Søren Smalbro, bestyrelsesformand Torben Fisker og centerdirektør Alex Rasmussen, der alle bidrog til at tegne perspektivet for, hvad de nye faciliteter vil betyde for foreningslivet, borgerne og fremtiden hos Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.

Resten af dagen strømmede gæster desuden til for at gå på opdagelse, nyde kaffe og kage og lade sig guide rundt af centerets medarbejdere, der stod klar til at præsentere mulighederne i det nye hus.
Da aktiviteterne officielt åbnede klokken 17, stod mange gæster bogstaveligt talt klar til at springe ud i de nye faciliteter og ikke mindst svømmehallen fik hurtigt stor opmærksomhed. Centeret mærkede desuden en tydelig interesse for de nye medlemskaber, der giver adgang til blandt andet svømmehal, wellness, fitnesscenter, spinning og ICV Boxen. Mange valgte allerede på indvielsesdagen at tilmelde sig.
Bag de nye faciliteter ligger en lang og bred indsats. Idrætscenter Vendsyssel rettede i forbindelse med indvielsen en tak til medarbejdere, frivillige, håndværkere, rådgivere, fonde, erhvervsliv og samarbejdspartnere, der alle har bidraget til at realisere projektet.
Det er resultatet af mange års arbejde og et stærkt fællesskab, lyder det fra centeret, der nu ser frem til at fylde de nye rammer med liv og aktivitet i de kommende år.
Mange flere fotos fra indvielsen kan ses her hos Idrætscenter Vendsyssel på Facebook.
Foto: ICV.


