Det nye år indledes med et markant vejrskifte, hvor snebyger og frostgrader rammer store dele af landet, lyder det hos TV2 Vejret.
Efter en blæsende og regnfuld start på året ventes temperaturerne at falde i løbet af aftenen og natten, og mange steder vil bygerne gå over i slud og sne.
Nordjylland bliver først ramt, og allerede natten til fredag kan der falde sne i den nordlige del af landet. Fredagen byder på snebyger flere steder, og lokalt kan vejene blive glatte, mens temperaturen holder sig omkring frysepunktet.
Weekenden ser ud til at fortsætte med snebyger i store dele af landet, og dagtemperaturerne vil ligge under nul. I Vendsyssel kan landskabet blive dækket af sne, og nogle steder kan der falde op mod 20 centimeter, hvilket giver mulighed for at finde kælken frem. De fleste steder vil dog få omkring fem centimeter, men lokale forskelle kan være store.
Nætterne bliver kolde med udbredt frost. Hvor sneen ligger, kan temperaturen natten til lørdag og søndag nå ned mod minus ti grader.
Efter weekenden ventes fortsat snebyger og endnu koldere nætter, hvor temperaturen i Jylland kan falde til omkring minus 15 grader i de mest udsatte områder.


