I Hirtshals er en markant transformation fortsat i fuld gang ved Vestkajen. Siden sommeren 2023 har Victor Vendelbo og faren Kenneth Bang Vendelbo nemlig sammen med flere samarbejdspartnere stået i spidsen for en omfattende ombygning af den tidligere erhvervsejendom, der i sin tid husede Rays Vod- og Trawlbinderi og senere det kreative initiativ Bibiana.

Resultatet er Strandhuset, som er en bygning, der nu udfylder en central rolle i udviklingen af nye erhverv og kreative miljøer på havnen. Allerede inden den omfattende renovering og ombygning er helt afsluttet, har en række lejere fundet vej til de kyndigt nyistandsatte og rustikke lokaler. En lokal køreskole benytter huset til undervisning i knallertkørekort, mens Tanjas Blomsteratelier ligeledes har etableret sig i bygningen og senest udvidet med en døgnbutik. Samtidig har Naturmødets frivilligcentral igen booket Strandsalen, som dermed også indgår i forberedelserne til den store event i 2026.

Den rekreative udvikling, der i årevis er blevet talt om på Vestkajen, tager dermed både fart og form i praksis takket være altså ikke mindst Victor og Kenneth. Strandhuset markerer et skifte mod flere kreative, fleksible og moderne erhverv, hvor både lokale ildsjæle og nye tilflyttere spiller en aktiv rolle. Projektet er altså i dén grad båret frem af lokale kræfter, og samarbejdet mellem ikke mindst far og søn har været afgørende for at bringe bygningen ind i en ny æra.
Fra industrilokale til ramme for møder og festligheder
Et af husets centrale rum er Strandsalen – et renoveret industrilokale, der tilbyder en anderledes atmosfære end traditionelle konference- og arrangementslokaler. De rå vægge og synlige spor fra bygningens historie er bevaret, og netop den kombination tiltaler virksomheder og foreninger, der ønsker et anderledes miljø til workshops, møder og netværksarrangementer. Rummet kan rumme op til 70 personer og indeholder både anretterkøkken, service og lydudstyr.
Strandsalen bruges i dag både til professionelle arrangementer og private fester. Lokalet er blevet populært blandt borgere, der ønsker en ramme med karakter til fødselsdage, konfirmationer, bryllupper og julefrokoster. Den centrale placering på havnen og nem adgang til parkering har gjort salen til et attraktivt valg for mange.
Nyt kontor med havudsigt i Maskinrummet
Midt i Strandhuset ligger Maskinrummet – et lyst kontor på 18 kvadratmeter med udsigt over Vesterhavet og Vestkajen. Rummet henvender sig til små virksomheder og selvstændige, der ønsker en fast base uden at give afkald på fleksibiliteten ved et fællesskab. Her er der adgang til hurtigt internet, fællesfaciliteter og kaffe på kanden, og kontoret er velegnet til 2–3 arbejdspladser.
Kontorfællesskab i vækst til Styrbord
Også det større kontorfællesskab Styrbord er blevet en vigtig del af huset. Her tilbydes faste skriveborde med moderne faciliteter og udsigt til Sydvestkajen.
Fra sommeren 2026 vil Hirtshals Bådeklub få daglig gang i området, hvilket yderligere styrker miljøet omkring Strandhuset. Fællesskabet tiltrækker selvstændige, der ønsker sparring og et dynamisk arbejdsmiljø i atmosfærefyldte rammer.

Et hus i konstant udvikling
Strandhuset tydeliggør en igangværende ny retning for Vestkajen, hvor gamle industribygninger i stigende grad omskabes til moderne erhvervsmiljøer med fokus på kreativitet, lokalt engagement og fleksible løsninger. Kombinationen af faste lejemål, mødefaciliteter, kontorfællesskaber og private arrangementer gør huset til et alsidigt omdrejningspunkt i havnebyens erhvervs- og kulturliv.
Med fortsat interesse fra lokale aktører og kreative kræfter tegner Strandhuset til at konsolidere sig som et centralt knudepunkt for nye initiativer på Vesthavnen. Historiske bygninger får her nyt liv via virkelyst og visioner.
Læs meget mere og book blandt andet Strandsalen her hos Strandhuset.


