Det er en god ide at tjekke morgentrafikken, inden du bevæger dig ud. For landets vognmænd holder fast i demonstrationen og spærrer landets veje, skriver TV2 Nord.
– Vi er så utilfredse med den vejafgift, der kommer, så det vil vi gerne demonstere for, siger Kim Simonsen, som er en af demonstranterne.
De mange vognmænd er stærkt utilfredse med den vejafgift for tungt transport, som regeringen har på vej. Den vil pålægge vognmændene en ekstra afgift på 1,30 kroner per kilometer.
Indtil videre meldes der at være god ro og orden, men der kan altså opstå trafikkaos, når vi når myldretid.
Nordjyllands Politi er til stede ved flere af de blokerede områder, men mandag morgen er op mod 20 områder blokkeret af lastbiler. Det gælder blandt andet flere afkørsler ved Limfjordstunnellen.
Derudover melder politiet, at følgende steder er blokeret:
- Kridtsvinget ved Rørdalsvejs
- Skibe blokerer ved havnen i Frederikshavn
- Til- og frakørslen ved Vestbjerg er blokeret
- Skalborg Bakke
- Sydg. Egnsplanvej
- Støvring N. Begge retninger
- Egnsplanvej Nord
- Vodskov Syd
- Støvring Syd
- En del motorvejstilkørsler fra Vrå til Hobro syd er blokeret.
Ifølge Nordjyllands Politi arbejder man hårdt på at få trafikken til at glide igen.
– Vi sender straks patruljer til de lastbildemonstrationer, hvor vigtig infrastruktur påvirkes. Her går vi i dialog med chaufførerne og vejleder om reglerne. Demonstrationerne forventes at flytte sig løbende, hen over dagen, skriver politiet på Twitter.
Kilde: TV2 Nord.


