Henrik Woodpek med det borgerlige efternavn Sigensgaard har længe været kendt som noget af en kreativ troldmand, der både snitter træfigurer, maler, tegner og eksperimenterer med materialer, form og fantasi.
I de senere år har han tilføjet endnu en disciplin til sit i forvejen brede repertoire, nemlig fotografiet. Hans billeder vidner om en kunstner, der ikke blot ser verden, men bogstavelig talt mærker den og lader det komme eftertrykkeligt til udtryk. Senest så vi det udfoldet ved hans deltagelse i lørdagens Isskulpturfestival i Hirtshals.
En række af Woodpeks nyeste fotografier viser, hvordan han bruger kameraet til at indfange øjeblikke, der desværre ellers alt for ofte går ubemærket hen. Hvor mange kunstnere vælger den store scene, søger han de stemninger, der opstår i det stille, det rå og det næsten oversete.
Et af hans motiver viser en række gadelamper, der kaster kegler af lys ned over den øde Vestmolevej. Stemningen er tung, næsten filmisk og skaber en fortælling om både ro og uro. Det er kendetegnende for Woodpeks blik: Han finder dramaet i det, der umiddelbart virker hverdagsligt.
For ham er mørke ikke et fravær, men et materiale. Lys bliver ikke blot belysning, men en måde at tegne konturer i natten. Et andet fotografi viser en fisker stående på en sten, mens bølgerne ruller ind omkring ham i det blå lys. Her er mennesket reduceret til en silhuet, men tilstedeværelsen i form af aktiviteten er stærk. Billedet forener ro, koncentration og en næsten meditativ forbindelse til naturen.
Woodpek har tidligere givet udtryk for, at naturen er en af hans vigtigste inspirationskilder, både i hans træsnit og i hans fotografi. I dette motiv ses det tydeligt, at naturen er hans partner in crime og ikke bare kulisse. Eller på den store klinge ikke bare omgivelse, men først og sidst ophav, som det hedder hos den danske teolog K. E. Løgstrup.
I et tredje billede rejser to dannebrogsflag sig på hver sin side af Hirtshals Fyr. Farverne er stærke, nærmest grafiske og kompositionen præcis. Hvor nogle af hans motiver er drømmende, er dette skarpt og næsten ikonisk. Her viser Woodpek sin evne til at arbejde med et dybere billedsprog, som er noget, der også går igen i hans figurudskæringer og tegninger.
Det fjerde motiv, som her skal trækkes frem, er en dråbe, der hænger fra en gren som en lille lup ind i et mikrokosmos. Refleksionen i dråben fremstår som et spejlbillede af en hel verden i miniature. Dette close up minder om Woodpeks måde at arbejde på tværs af materialer. Intet er for småt til at rumme en fortælling.
Henrik Woodpek bevæger sig som allerede nævnt ubesværet mellem kunstarter, og hans fotografier viser, at hans kreative blik er det bærende element uanset, om han arbejder med kamera, kniv og stemmejern eller pensel og blyant. Hans kunst er ikke bundet af genrer, men af nysgerrighed.
Med sin sans for stemninger, detaljer og historier forener han håndværk, intuition og en særlig evne til at se det poetiske i hverdagen. Det er måske netop derfor, at han med rette kan kaldes en kreativ troldmand.
Fordi han formår at få det velkendte til at fremstå magisk og fortryllet.
