Den kontroversielle sag om tvangsfjernelse af tre piger fra familien Bom i Sindal kommer igen den 29. november på byrådets dagsorden hos Hjørring Kommune.
Byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen fra UFP-Listen beskylder borgmester Søren Smalbro for at misbruge lovgivningen til at dække over lovbrud, herunder på FN’s børnekonvention.
Den konkrete anledning ( se nedenfor) er, at Høgh-Sørensen to gange har fået afslag på at se forvaltningens begrundelse for den halvandet år lange tvangsanbringelse af de tre piger. Udover menneskelige omkostninger kan sagen have kostet det offentlige op til otte millioner kr.
Om det seneste afslag på indsigt siger forvaltningseksperten Roger Buch, centerleder og forskningslektor ved DJMX:
”Som kommunalbestyrelsesmedlem har man både ret og pligt til at reagere, hvis man får mistanke om, at der er sket fejl i en sags behandling. Én måde at reagere på og leve op til sin tilsynspligt er at bede om sagsindsigt og selv undersøge sagen. Et sådant tilsyn lader sig ikke gøre, hvis et byrådsmedlem afskæres fra at få indsigt.”
De tre Bom-piger blev tvangsfjernet mod deres vilje, og alle familiemedlemmer har givet skriftlig og kontraktlig blankofuldmagt til fuld offentliggørelse af deres sag. Byrådet har hidtil reageret stik modsat.
”Når familien ønsker total åbenhed, men får afslag, er det tegn på, at kommunens lovbrud er grovere end hidtil antaget,” siger Høgh-Sørensen.
”Et flertal i byrådet afviste i 2022 et forlig, som ville have lukket sagen uden omkostning for kommunen. Så kunne alle være kommet videre. I stedet kørte borgmesteren sagen op i en spids,” siger Høgh-Sørensen.
Tvangsfjernelsens berettigelse er ikke blevet bedømt af nogen domstol. Kommunen brugte ifølge Høgh-Sørensen 630.000 kr. på eksterne advokater, som angiveligt trak sagen så meget i langdrag, at familien løb tør for penge og måtte opgive. Samtidig nægtede forvaltningen, fortsat ifølge Erik Høgh-Sørensen, at oplyse byrådet om sagens omdrejningspunkt, det såkaldte anbringelses-grundlag.
Tidligere i år pålagde Hjørring Kommune de mindreårige Bom-døtre hver at skulle betale 55.000 kr. i ”sagsomkostninger”. Et krav, som borgmesteren har sendt til inkasso i Gældsstyrelsen.
Høgh-Sørensen beskylder Hjørring Kommune for ”kontinuerlige brud på FN’s børnekonvention”, som pålægger offentlige myndigheder at beskytte mindreårige børn og så vidt muligt at sikre en tryg opvækst.
Kilder: Svar på klage over afgørelse om sagsindsigt og Forslag – Åbenhed fra forvaltningen vedr. Bom-sag
Jeg kan desværre ikke kommentere . Jeg mangler simpelthen ord …….
Sandheden er ofte ilde hørt…… Måske derfor du mangler ord……hvem ved?