Manden på Den Gode Tallerken, spisestedet i Lendum Kultur- og Borgerhus, Mathias Elholm Nielsen, har også overtaget Sæby Grillen.
– Det går rigtig godt i Lendum også med mad ud af huset, og så skulle der ske noget mere. På tirsdag den 9. juni åbner vi Sæby Grillen med lækkerier fra en stor udendørs grill. Vi kommer til hver dag klokken 11-21 at fortsætte med den traditionelle grill-menu og bygger på med blandt andet smørrebrød og sliders, siger Mathias Elholm Nielsen til NordsøPosten.
Han fortsætter også som forpagter af spisestedet Den Gode Tallerken i kultur- og borgerhuset i Lendum.
Mathias Elholm Nielsen, der fylder 20 år den 5. oktober, færdiggjorde på TechCollege i Ålborg tidligere på året sin kokkeuddannelse med topkaraktererne tre 12-taller og et enkelt 10-tal, hvilket også udløste en sølvmedalje.
Den unge mesterkok bor med familie i Lendum og blev udlært efter fem års ansættelse med en god læreplads hos Bryghuset Vendia i Hjørring.


