Af Niels Worup
Tårs
Nu ser man igen, at debatten om førtidspension er oppe. Det er en nødvendig debat. For i Hjørring Kommune er førtidspension i stigende grad blevet en kamp. Ikke mod sygdommen. Ikke mod et svækket helbred. Men mod selve systemet.
Det er ikke blot en fornemmelse. Det er noget, både borgere og faglige socialrådgivere igen og igen fortæller. I de seneste år er det blevet markant sværere at få tilkendt førtidspension, og prisen betales af nogle af de mest udsatte borgere i kommunen.
Borgere, der søger førtidspension, sendes i dag igennem ekstremt lange og opslidende forløb. Det har aldrig været let at få førtidspension, og det har heller aldrig været meningen. Men det, man ser nu, har nået et niveau, hvor det rejser alvorlige spørgsmål om både faglighed og menneskelighed.
Når der lægges et politisk pres på at nedbringe antallet af borgere på livsvarige ydelser, påvirker det uundgåeligt forvaltningens praksis. Resultatet bliver gentagne afprøvninger, nye tiltag og endnu et forløb. Ofte med det formål at se, om man kan trække lidt mere ud af mennesker, der allerede er slidt helt op.
Samtidig skal man være ærlig. Noget af forklaringen på, at det i dag kan være svært at få tilkendt førtidspension, skal også findes i nogle af de sager, der gennem årene har været fremme. Sager, hvor borgere er blevet tilkendt førtidspension, fordi de i en arbejdsprøvning ikke kunne løfte en hammer, men som senere har vist sig at kunne renovere huse for andre eller passe haver. Den slags sager underminerer tilliden til ordningen og skærper naturligt kravene til systemets vurderinger.
I dag er nogle partier også begyndt at pege på, at borgere på førtidspension har mulighed for at tage et ekstra arbejde ved siden af pensionen. Det er fuldt lovligt og kan for mange være både meningsfuldt og givende. Samtidig rejser det et legitimt spørgsmål om, hvorvidt tiden i nogle tilfælde er løbet fra tidligere afgørelser. Måske kunne det derfor give mening at se på udvalgte ældre sager igen. Ikke for at skabe utryghed eller fratage mennesker deres forsørgelsesgrundlag, men for at vurdere, om nogle borgere i dag igen har opnået en arbejdsevne og kan bidrage til fællesskabet.
Hvis flere, der har mulighed for det, kan bidrage i det omfang, de kan, styrker det både fællesskabet og økonomien. Og det kan være med til at sikre, at der fortsat er råd til at hjælpe de borgere, som reelt og varigt ikke har mulighed for at arbejde.
Men netop derfor er det afgørende, at systemet rammer rigtigt. Når borgere med reel arbejdsevne placeres på førtidspension, risikerer konsekvensen at blive, at borgere uden arbejdsevne betaler prisen. Måske havde nogle borgere været bedre hjulpet i et fleksjob eller på deltidsjob frem for en førtidspension, så mennesker som fru Jensen, der hverken kan gå eller stå i længere tid, kunne få den førtidspension, de har behov for, i stedet for at blive trukket igennem gentagne og meningsløse arbejdsprøvninger.
De er fuldt bevidste om, at dette er et følsomt emne. Det er også et område, som flere politikere allerede drøfter, og som vil være forbundet med betydelige omkostninger. Men hvis man ikke tør lære af fortidens fejl, risikerer man at gentage dem. Et retfærdigt system kræver både mod til at rette op og vilje til at sikre, at hjælpen gives rigtigt fra begyndelsen.
For mange borgere er mødet med systemet i sig selv med til at gøre dem mere syge. Det er ikke en påstand taget ud af den blå luft. Det er erfaringer, der igen og igen går igen i fortællinger fra borgere, fagpersoner og pårørende.
Et konkret forløb illustrerer med al tydelighed, hvordan mistillid og pres kan udvikle sygdom frem for at afhjælpe den. Et forløb, der begyndte med stress hos en borger, som allerede var i job med skånehensyn, udviklede sig hurtigt, da systemet tog over. I stedet for forståelse blev borgeren mødt med mistro og beskyldninger om at være usandfærdig. Talrige lægeerklæringer blev oplevet som tilsidesat, og møderne med systemet føltes mere som forhør end som hjælp.
Forløbet bestod af gentagne psykologsamtaler, forlængede arbejdsprøvninger og et konstant pres om nye indsatser. Over tid udviklede borgeren angst og en følelse af at være overvåget. Med støtte fra sin fagforening begyndte borgeren systematisk at bede om aktindsigt og få alle møder dokumenteret skriftligt.
Ved gennemgang af materialet fremgik det, at der i psykolognotaterne stod oplysninger om borgerens familie og økonomi, som ikke var sande. Oplysninger, der tegnede et billede af alvorlige problemer, som ikke havde hold i virkeligheden.
Da systemet senere ønskede at gennemføre en arbejdspladsvurdering i borgerens private hjem, blev grænser yderligere overskredet. Efter besøget blev borgeren vidne til, at der blev kigget ind ad private vinduer. En handling, der er ulovlig, og som blev det punkt, hvor borgeren brød sammen.
Først da fagforeningen greb massivt ind, blev der handlet. Resultatet blev et fleksjob, som borgeren i dag er glad for. Men prisen har været høj. Forløbet har efterladt varige spor i form af kronisk stress og angst, som fortsat kan vælte hverdagen.
I den aktuelle debat er det positivt, at mindretallet uden for kommunalbestyrelsen vil tage initiativ til at få belyst udviklingen på førtidspensionsområdet. At man insisterer på åbenhed og efterspørger viden om afslag og borgernes videre forløb, er et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Samtidig må det konstateres, at den beskæftigelsesplan, byrådet vedtog i 2022 med fokus på færre livsvarige ydelser, i praksis ser ud til at have forværret borgernes møde med systemet. Aftalen rummer mange gode intentioner, men tolkningen af flere i beskæftigelse frem for permanent ydelse risikerer at ramme skævt.
Hvis borgere trækkes gennem årelange og opslidende forløb blot for at udskyde en uundgåelig førtidspension, har systemet fejlet. Et system skal hjælpe mennesker videre, ikke gøre dem mere syge.
Du har sikkert ret i meget i dit lange indlæg. Men skulle også hilse og sige at msn spekulerer i at få den titel og muligheden for at gå der hjemme og passe familien på evig offentlig forsørgelse.