Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
En mail, der skitserer en kommunikationsstrategi for offentliggørelsen af planerne om en udvidelse af Hirtshals havn fra den 5.1.2020, viser, at den tidligere direktør for Hirtshals Havn, Jens Kirketerp Jensen, var meget opmærksom på, at kommunikationen af den milliard store beslutning let kunne køre af sporet, hvis den blev håndteret forkert. Mailen, der kan læses i sin helhed via linket nedenfor, afsluttes med følgende passus:
”KONKLUSION: Der skal intet slippes ud – overhovedet intet, før det sker i henhold til havnens kommunikationsplan. Den sivende kommunikation vil være en katastrofe, der vil skade havnen.”
Modtageren af mailen var Stabschef fra Økonomi- og Personaleforvaltningen i Hjørring Kommune, Martin Sort Mikkelsen. I mailen opregnes mange af de muligheder og faldgruber, der skal tages højde for i en kommende kommunikationsstrategi. For Jens Kirketerp Jensen var det først og fremmest vigtigt, at planerne om en udvidelse ville ramme offentligheden med et brag. Eller som Jens Kirketerp Jensen selv formulerer det i mailen:
”Vi har muligheden for at skabe effektiv og kraftig kommunikation med store tal og flot grafik, der eksploderer hos journalisterne. Det vil være en underbygget kommunikation, der ikke kan skydes ned, og dermed står vi kommunikationsmæssigt stærkt. Der er af gode grunde altid skepsis overfor havneudvidelser, fordi kommunikationen omkring økonomien altid er dårlig.”
Derfor må det have været temmelig irriterende for Jens Kirketerp Jensen, da Arne Boelt den 7.10.2020 i Nordjyske afslørede, at Hirtshals Havn på et bestyrelsesmøde dagen inden havde besluttet at få undersøgt mulige ideer til en udvidelse af havnen og økonomien i disse. I artiklen understregede Arne Boelt, at forslagene blot var tanker, der var kastet op i luften. Hvordan – og om – de landede, vidste ingen på daværende tidspunkt.
Det er muligt, at Arne Boelt vurderede, at der blot var tale om tanker. Men sagens akter viser, at forundersøgelserne havde været i gang længe.
Faktisk havde man arbejdet på forundersøgelserne i et år og ni måneder. Helt præcist siden 8.1.2019, hvor Kommunaldirektør Tommy Christiansen i en mail meddelte Jens Kirketerp Jensen, at han havde besluttet, at Stabschef fra Økonomi- og Personaleforvaltningen, Martin Sort Mikkelsen, skulle varetage hvervet som projektleder af forundersøgelsen af havneudvidelsen (Link til mail nedenfor).
Så arbejdet var fremskredent, da Arne Boelt udtalte sig til Nordjyske. Der var udarbejdet en businesscase af BDO, lavet simuleringer af indsejlingsforholdene af Force Technology og sågar udarbejdet en Natura2000 konsekvensrapport af Cowi med henblik på en håndtering af problemstillingerne omkring en udvidelse af havnen ind i Natura2000-området mod nord.
Det kan ikke udelukkes, at Arne Boelt ikke var bekendt med, at havnens ledelse havde en kommunikationsstrategi, men det virker ikke sandsynligt. Derimod virker det særdeles sandsynligt, at Jens Kirketerp Jensen havde delt sine tanker om sin kommunikationsstrategi med medlemmerne af bestyrelsen. Men uanset hvad, så satte Arne Boelt muligheden for at realisere en stram kommunikationsstrategi over styr med udmeldingen i Nordjyske.
Det store og ubesvarede spørgsmål er, om Arne Boelt havde clearet med havnens ledelse og bestyrelsen, om det var ok, at han henledte offentlighedens opmærksomhed på de igangværende planer. For hvis det ikke var tilfældet, er der foruroligende mange tegn på, at Arne Boelt har mere end almindeligt svært ved at respektere arbejdsdelingen mellem havn og kommune.
På onsdag den 24.6 skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om man vil bevillige en 0,5 medarbejder fra Kommunaldirektørens Stab til at bistå etableringen af et udviklingsselskab for Hirtshals Havn. I den sammenhæng kunne det være fint at få afklaret, hvilken hjemmel, der gav kommunaldirektør Tommy Christiansen mulighed for at lade Stabschef for Økonomi- og Personaleforvaltningen Martin Sort Mikkelsen fungere som projektleder i det omfattende arbejde med forundersøgelsen af en udvidelse af Hirtshals Havn i perioden 8.1.2019 til 23.12.2020.
Boelt er socialdemokrat, lig med egenrådig og selvfed.
Det synes jeg du skulle sige til ham face to face, mod dumhed kæmper selv guderne forgæves