Vendsyssel FF Talent har indgået en strategisk aftale med Dana Cup SportsCenter, der skal sikre optimale rammer for unge fodboldspillere i regionen.
Aftalen giver både spillere og trænere adgang til moderne værelser og topfaciliteter til træning, hvilket skaber en helhedsorienteret hverdag med fokus på både sport og trivsel.
– Dette samarbejde er et stort skridt for talentudviklingen i Vendsyssel. Det betyder, at vores spillere får mulighed for at træne under optimale forhold og samtidig have et trygt og godt miljø at bo i. Størstedelen af Talentafdelingens spillere er bosat uden for Hjørring Kommune, og derfor er adgang til bolig afgørende for at skabe en sammenhængende hverdag med skole, fodbold og transport, udtaler talentchef Tobias Thomsen.
Dana Cup SportsCenter bidrager med faciliteter, der matcher de sportslige ambitioner hos unge spillere, og samarbejdet understreger en fælles indsats for at styrke ungdomsfodbolden i Vendsyssel. Målet er at skabe rammer, hvor talenter kan udvikle sig både sportsligt og menneskeligt – og dermed sikre, at regionen fortsat kan fostre spillere på højt niveau.
Med aftalen tager Vendsyssel FF Talent et markant skridt i arbejdet med at tiltrække og fastholde unge fodboldtalenter, og partnerskabet med Dana Cup SportsCenter bliver en central brik i den fremtidige talentstrategi.
Link til relateret artikel


