Thomas Klimek (A): Trumpismen vinder terræn – også lokalt

Verden står midt i et vadested, globalt som lokalt.

Vi ved ikke, om det er en stormflod, der skyller ind og får demokratiets fortøjninger til at briste – eller om det ”blot” er en kraftig strøm, der kræver historisk meget af os?

Den stærkeste populistiske bevægelse i vor tid er uden tvivl Trumpismen. Den er dog ikke kun et amerikansk fænomen.

For enhver kan se og høre det. Noget er i skred.

Populismen vinder nyt terræn i disse år. Terræn, hvor populisterne af helt lavpraktiske årsager ellers har haft det svært.

Nemlig i kommunalpolitikken, hvor deres anti-politik og personliggørelse af lokalpolitikken langsomt sætter sig i det lokale demokratis fundament.

Og en hastig og omskiftelig medietid hjælper dem på vej.

Populismen er som bekendt ikke noget nyt fænomen i politik.

Uforsonlige opportunister og lykkeriddere har dog altid haft det vanskeligt i kommunalpolitik, hvor der skal landes løsninger for at kunne drifte en kommune.

Derfor har de yderste fløjpartier eller lister af samme æt heller aldrig fået et stort kommunalt gennembrud i Danmarks kommuner eller regioner.

For i den kommunale virkelighed kan man ikke nøjes med overskrifter eller bare forlade hver eneste beslutning, budgetforhandling eller andre realpolitiske ubehageligheder, hvor vælgerne ofte bliver ganske sure eller skuffede.

De fleste borgere i kommunerne har da også – endnu – fornemmelse for og indsigt i, at det ofte kan være ganske svært at drifte en kommune.

At ansvaret er tungt og besværligt, men at alt ville ramle, hvis alle folkevalgte altid stod og pegede ind i et tomt lokale.

Nogen må sidde inde ved bordet, inde ved det trælse ansvar. Ikke nødvendigvis hver eneste evige gang, men dog så ofte, at det kan ses – og mærkes.

Det åg bærer populisterne ikke.

Det skal de sandelig ikke nyde noget af. For forhandlingsrummet, altså arnestedet for det svære kompromis og realistiske løsninger, skyr de som ilden.

Det forekommer lidt for tit, at de slet ikke er i politik for at gøre en forskel for andre end dem selv og deres selviscenesættelse.

Ikke sjældent er større konspirationer fra den politiske “elite” og myndigheder ofte verdens “sande” tilstand i disse politiske miljøer.

Populisterne har siden Fremskridtspartiets dage opnået sporadisk, men dog fast repræsentation i by- og regionsråd, hvor de ofte ender i interne stridigheder, eksklusioner, løsgængeri, politianmeldelser og endog indbyrdes retssager, som vi også har set lokalt.

Disse størrelser har det svært i den kommunalpolitiske realpolitik, hvor kompromiset er en kompetence, som man både personligt og politisk skal mestre for at kunne lave politiske resultater og dermed gøre en forskel med sit mandat.

I stedet retter populisterne deres energi mod enkeltsager og ikke mindst deres grundstof;

mistillid til alle andre, ikke mindst ”systemet”, som ofte udgøres af alle andre folkevalgte og ikke sjældent ansatte og embedsværk i det offentlige.

Mistillid og konspirationsteorier trives i disse politiske miljøer.

Det er beskæmmende at se uanstændige angreb på ansatte i forvaltninger og deslige, når afgørelser eller anden juridisk vejledning ikke flugter med populisternes verdensbillede eller vurdering.

Hvad populisterne ikke evner i realpolitik, hjælpes de til gengæld med af tidsånden.

For vi lever i en hastig tidsalder, hvor der produceres overskrifter og historier hvert minut. Alt for mange tager en overskrift for gode varer. Liker og kommenterer på en halv vind. Eller bliver direkte manipuleret. I disse discipliner besidder populisterne absolutte spidskompetencer.

Og saglighed, nuancer og politikkens kompleksitet taber samtidig.

Sager fremstilles ofte som en stor konspiration, hvor nogle vil holde ting hemmeligt, berige sig selv og frem for alt har skjulte agendaer, og som udgangspunkt har halvskumle bagtanker eller laver politik for egen vindings skyld.

Det er et absurd teater, hvor man som folkevalgt kan se sig selv som deltager i historier, hvor alle mulige detaljer skamløst vikles sammen, som var det en fiktiv roman eller film. Man tænker;

”Gud ved om ens venner eller familie en dag tror på, at “der er nok noget om snakken?”

Populisterne udnytter groft, at politik, også lokalt, er sindssygt kompliceret.

Meget er underlagt tavshedspligt, procedurer, lovgivning, høringer, interne politiske spilleregler, hensyn til borgere, interessenter og øvrige civilsamfund. Da har populisterne, skal vi sige, lidt mere “fleksible” arbejdsredskaber.

Deres yndede slagord er ofte abstrakte størrelser som ”fake news”, ”woke”, ”sund fornuft”, ”eliten”, ”magtfuldkommenhed” og så foretrækker de ganske farverige YouTube-kanaler eller andre medier uden redaktionel fakta-kontrol, som kan bekræfte ”virkeligheden”, hvilket de såkaldte ”main-stream”-medier med uddannede journalister og presseetisk kontrol jo absolut ikke gør i deres verden.

Således reduceres alverdens kompleksitet og deraf naturligvis politik.

Men det har intet med den lavpraktiske, politiske virkelighed at gøre, men politik kan forsimples. Da vinder populisterne.

De er åbenlyst verdensmestre i at spille på en overskrift eller ja, den førnævnte mistillid – og for nogle vælgere vil det være nok til at danne sig et billede af verdens ”sande” tilstand.

Så nej, populisterne er ikke kun noget langt væk, der hedder Trump, Orban, Le Pen og eller andre. Danmark og dansk politik på alle niveauer føder dem – og de fylder mere og mere.

Populisterne udtrætter demokratiet.

Fordi de alt for ofte underminerer det seriøse, oplyste og dannede demokrati.

Populisterne kendes på, at de påstår at repræsentere selve “folket.”

Det særlige ved populister er, at de hævder, at de og kun de repræsenterer, hvad de plejer at betegne som det sande folk. Og i en vis forstand kræver de, hvad man kunne kalde en slags moralsk monopol på repræsentation. Moral kan ikke efterprøves. Det er noget, man føler. 

Sådan har den politiske filosof og historiker Jan-Werner Müller karakteriseret deres væsen.

Populister har svært ved at lede politisk. Kan ikke tage ansvar for andet end enkeltsager og symbolpolitik, men kun tale i overskrifter og nedbryde. Paradoksalt nok frygter populisterne magten. Hvor man skal favne ALLE sager og ansvarsområder, hvor bordet fanger. Vælgerne bliver sure på en.

Hvor kompromiset er fundamentet. De brede aftaler, hvor man skal dele med ”fjenden”, gå ud af forhandlingslokalet til forrygende mange tæsk i medier, på telefon, mail og over køledisken.

Nej, det skal populisterne ikke nyde noget af.

Og de laver politik i datid. De har altid de rigtige løsninger. Bagud i tid og sted.

“I tog fejl,” tordner de – med bekvem afstand til ansvaret.

Det er surrealistisk at sidde INDE i rummet, hvor fakta hersker og se, hvordan disse fordrejes UDE i “virkeligheden”, hvor der piskes en stemning op. Det bekymrende er, hvor mange der lynhurtigt gør en overskrift eller en mavefornemmelse til sandheden.

Imens sidder man og bider sig i tunge og tavshedspligt.

Og når populisterne bliver fanget i deres egen spindelvæv af manipulation af fakta og halve sandheder, så er det altid andres skyld.

Husk at konsekvensen er, at populister skræmmer dygtige medarbejdere væk, for der opstår frygt for fejl eller andet, der kan politiseres af populisterne.

Hvad så?

Er det helt umuligt at samarbejde politisk med populister?

Nej, den tanke må og kan vi naturligvis ikke opgive, for det vil være at opgive troen på det samarbejdende folkestyre.

Men det er svært, meget svært, hvis ikke to parter vil anerkende fakta, altså at vi må være enige om, at vores uenigheder skal brydes – og så måske mødes – på en fælles platform af fakta og ikke mindst respekt for de demokratiske spilleregler.

For naturligvis har selv de mest hardcore populister også nogle gange en politisk pointe eller fat i noget, som der skal handles på.

Det skal vi anerkende, men fakta, ordentlighed og spilleregler må og skal styre.

Hvis den politiske proces afspores af personangreb eller bevidste mistolkninger af andres ord eller motiv, så bliver det svært at have eller skabe tillid.

For vil vi ende som amerikanerne, der har tabt det oplyste demokrati?

En føderation, hvor 70 millioner!! vælgerne i 2016 stemte på en kronisk løgnhals og gjorde ham til verdens mægtigste mand?

Og søreme gentog øvelsen i 2024 – og tak for kaos, Amerika!

En mand, der bevidst manipulerer og lyver så meget, at den amerikanske befolkning ikke længere ved, hvad der er sandt eller falsk? Den fælles platform for uenighed, hvorfra man kan dele sig efter anskuelse, findes ikke længere i Amerika.

Det gør den sådan nogenlunde endnu her til lands.

Pas på med at blive for magelig med den kritiske sans.

Læn dig ikke tilbage og smil overbærende ad Trump og hans tilhængere. Trumpismen bor allerede i dit lokalområde.

Det er på tide, at der siges fra. Det er tid til demokratisk kamp.

At vi styrker oplysningen. Den kritiske sans. At vi ikke bare forlader os på en mavefornemmelse eller fortolkninger.

At vi alle anstrenger os for at hævde substansen – og sætte os ind i den.

Også når det letteste er at forbande kompleksiteten og ansvaret.

Vær nysgerrig på det svære, det komplicerede. Politik er svært.

Ellers vil populisterne vinde endnu mere terræn og det oplyste demokrati tabe til falske fortællinger og anti-politik.

Tak for ordet og en fortsat god 1. maj!

Link til to relaterede taler

Martin Prentow (A): Når vi står sammen, kan vi flytte noget

Mai-Britt Beith (A): Politik handler om ansvar